Design - En nøgle til kundernes hjerte?

Jeg vil vove den påstand at design sagtens kan være den nøgle, som får døren op. Grafisk design er meget mere end indpakning.

Hvis indholdet på en hjemmeside er komplekst, handler det om at skabe et design, der gør det nemt for brugerne, skabe klarhed i stedet for kaos, gøre det nemt at finde vej i menuer, undermenuer og underundermenuer og sider med alt det med småt: handelsbetingelser og forsendelsesgebyrer.
Det grafiske design er som landkortet, der gør det nemt at finde vej til de store og små byer. Hvis hjemmesidens indhold er meget enkel, så skal designet kan være lige så enkelt og klart. Design kan være lige så tydelig som skiltet til toilettet. Her er ikke behov for mange og lange forklaringer om mænd og kvinder, brugsanvisninger i at åbne døre. Nej et enkelt skilt er nok.
Vi forstår skiltet med det samme.
Og vi skal helst også fange et enkelt budskab på en hjemmeside lige så hurtigt.

Grafisk design skal kunne skille store temaer og mindre temaer fra hinanden, aktualitet og gammel information skal have hver deres plads. Jeg synes selv at det er utrolig vigtigt at virksomhedens fokusområder fremhæves – meget gerne på forsiden, i stedet for at placeres demokratisk og spredt med jævn hånd ud over hele hjemmesiden, som man ofte ser det. Men vi ved godt at alt er ikke lige vigtigt. Noget er vigtigere end andet. Når jeg snakker med virksomhederne ved de også udmærket godt, at de prioriterer noget meget højere end noget andet. Men de glemmer ofte at tænke det ind i designet. Og der er meget grafisk design som ikke tænker over prioriteter.

Det grafiske design skal udtrykke hjemmesidens ’sjæl’ og firmaets ’sjæl’. Hjemmesiden sjæl har ikke noget at gøre med om man kan lide grønt eller blåt. I stedet må vi spørge: Er det en side til unge eller gamle? Om teknik eller smykker? Er der meget læsestof eller handler det om et visuelt emne. Er der flere målgrupper? Hvilken type virksomhed skal hjemmesiden præsentere? Hvad laver de og hvem laver de det til?
Når man kommer udefra som grafiker kan det godt tage noget tid at leve sig ind i virksomhedens univers, men det er nødvendigt at bruge tid på det for at fange denne sjæl. ’Sjælen’ er forbindelsesledet til virksomhedens brand, dets målsætning, dets produkter.

Design skal også hjælpe de besøgende med at føle relevans. Relevans er forbindelsesledet mellem landkortet og sjælen. Mellem indhold og fornemmelse.
Hvis de besøgende oplever relevans er siden sandsynligvis langt mere effektiv end hvis den henvender sig til Mr. Nobody.

Og så kan design sælge. Skaffe flere besøgende. Og styrke firmaets brand. Både i krisetider og uden for krisetider. Åbne døren.

0 Comments on “Design - En nøgle til kundernes hjerte?”

Leave a Comment